af Lars Schwander, 1990 (skrevet til "COPYRIGHT art magazine" No. 3/4 1990, lagt her efter aftale, 2011)

Et af de mest bemærkelsesværdige museer i Danmark, er Rudolph Tegners Museum og Statuepark. En ensomt beliggende betonbygning, placeret i et af sjællands smukkeste naturområder med det betegnende navn "Rusland". Et bakkelandskab bestående af sandet jord med lyng, græs og buske som primære vegetationer. Rudolph Tegner valgte stedet fordi: "Ensomheden kaldte på mig og mine broncestøtter. Denne høj stod i mystisk pagt med mit sind".

I dag står museet også ensomt ved den nordsjællandske kyst, nær Hornbæk og Dronningmølle. Bygningen, der er et af de første betonbyggerier i Danmark, er i forfald og har været i fare for at styrte sammen. Men det er heller ikke et egentlig museum med en permanent museumsinspektør, endsige en egentlig værkfortegnelse.
Rudolph Tegners Museum og Statuepark lider stadig af de skrammer, som kunstneren fik, mens han levede. Og det er ganske typisk, at hans livsværk stadig gemmes af vejen - måske i håb om at Tegner glemmes. For han er stadig så forkætret, at han oftest forties af den officielle kunsthistorie-skrivning, 40 år efter han døde.
Om Tegners værk, er der kun udkommet et mindre hefte, der i øvrigt er svært at anskaffe. Værkfortegnelsen vil formentlig aldrig blive genoptrykt og bøger eksisterer der ingen af. Selv hans livs erindringer, »Mod Lyset«, opkaldt efter en af hans skulpturgrupper, er ikke offentliggjorte.

Men hvem var han, skulptøren Tegner, der formåede at skabe sig så dårligt et navn hos »billedstormerne«? Det udtryk benyttede også den kendte danske lyriker Sophus Claussen i en advarsel til Tegner: »... Ellers kommer Billedstormerne - hvoraf vi har mangen - en Dag og skyder paa ham med Revolvere...«

BARNDOM OG UNGDOM

Rudolph Christopher Puggaard Tegner er født i København 1873 og opvokset i et borgerhjem, hvor kunsten var en del af interiøret:

»Det var oldemor, der havde indpodet slægten glæden ved kunst og respekt for ånd. En gammel tegning af Købke, viser hende i midten af kunstnernes kreds, omgivet af Thorvaldsen og guldalderens malere og billedhuggere i Rom.«

Sådan formulerer Tegner det i sine erindringer, og fortsætter beretningen om besøgene i Jørgen Sonnes hjem, hvor der hang billeder af C. W. Eckersberg, Wilhelm Marstrand, Vilhelm Kyhn, etc. Og om rejserne til familiens svenske hus, som den unge Thorvald Bindesbøl havde bygget.
Så snart der var mulighed for det, begav Tegner sig til søs. Sømandslivet betog ham ikke, men det gjorde rejserne. Og det var på den første lange tur til Middelhavet i 1888, at skæbnen blev beseglet. Skibet havde lagt til ved Athens kajer i Piræus og der var landlov. Tegner søgte straks op mod Akropolis og mødet blev afgørende for hans liv som kunstner:

»Hvad var det der skete inden i mig? Mine knæ rystede og hjertet sad i halsen. De store, søndrede blokke, marmorsøjler og mure trængte sig om mig, det var, som om de løftede mig og tog mig ind til sig.
Jeg var som forvandlet.
...
Hvor var det muligt at mennesker kunne frembringe et sådant under af harmoni, kraft og skønhed? Betaget stod jeg der og så og så... Hvad det var der foregik i mig, stod mig ikke klart. En underlig salighedsfølelse rislede gennem mig, mens jeg inddrak det betagende syn. Kunsten havde taget mig i sin favn!«

Efter hjemkomsten var Tegner stadig besat af sin begejstring for den græske kunst. En interesse, der ikke blev delt af den strenge far, som gerne så, at sønnen fortsatte i borgerfamiliens spor. Således måtte Tegner allerede da lide meget:

»Det kneb forfærdeligt at rive sig løs fra templer og figurer, når far efter middagen ønskede at høre mig i den franske lektie eller tyske grammatik. Mange gange brast jeg i gråd, skønt jeg nu var en stor dreng på en 14 - 15 år, når han, efter at have nedsvælget en slurk vin, krammede servietten og tilkendegav sin foragt for min ubegavede umulighed.
...
Der kom vist aldrig noget ud af den fyr der viste tegn på egenrådighed og var stædig og doven. Han skulle tugtes ordentlig og den gamle ridepisk fra Frederiksgade blev atter hentet fra krogen. Og far piskede den halvvoksne dreng.
Da blev jeg krænket til marven. Var jeg mon fars og mors rigtige søn, når jeg kunne få så grusom en behandling? «

Faderens anerkendelse kom først ved Tegners adgang til akademiet i 1890, hvor han arbejde ihærdigt i Vilhelm Bissens atelier, hvor også den norske skulptør Gustav Vigeland holdt til. Sidstnævnte skabte i samme periode »Forbandelsen« .
Akademitiden varede kun to år og Tegner trådte senere ind i Akademirådet, som han dog forlod hurtigt grundet utilfredshed.
Det var indtrykkene fra Athen, der skabte grundlaget for hele livsproduktionen; de idealiserede, stræbende figurer. Det var også syden der gav Tegner den livslange udvé. Han rejste snart til Frankrig og fandt et miljø af skulptører. Frem for alt var det dér den 33 år ældre billedhugger Auguste Rodin boede og arbejdede.

AUGUSTE RODIN OG SKULPT0RERNES FRANKRIG

Rodin var Tegners forbillede, så det var ikke tilfældigt, at han indrettede sit franske atelier i Paris forstaden Meudon, eller at han benyttede broncestøberen Eugene Rudier, som både havde arbejdet for Rodin og Bourdelle. Mest af alt synes det som om de delte en vis skæbne ved aldrig at få fuldendt deres egentlige livsværk.
Tegners livsværk var afgjort »Livets port« (eller »Kærlighedens port«), en monumental søjleportal til Fælledparken i København. Projektet bestod af en række mere eller mindre brudte søjler med omgivende menneskeskikkelser.
På en måde er der en parallel til Rodins »Helvedesporten«. En ambitiøs skulpturgruppe, bestående af en lang række enkeltværker og som nærmede sig sin afslutning på modelstadiet. Ligesom Rodin, lod Tegner mindre skulpturer udskille, for at skabe dem isoleret.
Derfor var det en ekstra nydelse for Tegner, efter at lide det ene nederlag efter det andet i Danmark, at netop Rodin var med til at åbne nye veje for ham i Frankrig. Først og fremmest ved at medtage Tegners skulpturer på Rodins egen salon. Det var på en af disse udstillinger, Tegner fik en »Premier medaille d'or«, salonens guldmedalje, for værket »Herakles og Hydraen«. Et selvportræt af den evigt kæmpende, omgivet af meterhøje slanger. Monumentet, der i dag er opstillet i Helsingør, fik dog et problematisk efterspil, idet Tegner selv måtte finde penge for hjemtransporten til Danmark. Det var kun i kraft af rige venners støtte, at den blev støbt, transporteret og siden foræret til Helsingør. En by der senere har modtaget flere af Tegners markante arbejder, blandt andet »Danserindebrønden«, der står nær indgangen til Kronborg Slot.

LIVETS PORT, KæRLIGHEDENS PORT

Tegner blev mere og mere bitter, som han indså, at en realisering af livsværket ikke var mulig. Dog formåede hans familie at skabe en støttekomité, der blandt andet talte Thorvald Stauning. Han var medunderskriver på en fortroligt udsendt brochure, der i bogstaveligste forstand skulle sælge projektet, således at financieringen i hvert fald ikke skulle hindre planen.
Der blev ligeledes sendt breve rundt til bekendte og mennesker, som Tegner forestillede sig ville gå ind for sagen. Deriblandt forfatteren Sophus Claussen, som Tegner havde mødt i Rom. Claussen svarer høfligt, men ikke uden en vis spøgefuldhed:

Da projektet strandede, helligede Tegner sig i stedet skabelsen af sit eget museum. Lige fra begyndelsen vakte også det forargelse. Dels planlagde han »templet« således, at han skulle begraves i midterrummet (på samme måde som Bertel Thorvaldsen havde gjort det), dels var det Danmarks første beton-byggeri (opført kort før Anden Verdenskrig, hvor tyskerne anlagde bunkers langs den danske vestkyst). Samtidig havde Tegner både en vis futuristisk inspiration og en stærk idealisering. Intet befordrede en mere venlig stemning overfor projektet i »Rusland«.

VENNERNE BRANDES OG BRYGGER JACOBSEN

Tegners isolation i dansk kunstiv er som et Kafka'sk mareridt. Han havde i virkeligheden kun få støtter, der udover hustruen Elna Tegner, talte »fritænkeren« Georg Brandes og Brygger Jacobsen, grundlæggeren af Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Efter Brygger Jacobsens død, lukkedes de sidste døre for Tegner; Ny Carlsberg Fondet kunne ikke længere støtte ham økonomisk og skulpturgrupperne blev fjernet. Selv den store figur af kunstnerens hustru blev fjernet fra Ny Carlsberg Glyptotek's have og betimeligt doneret til Tegner selv, således at den kunne indgå i statueparken. På samme måde blev også Brygger Jacobsens bestillingsopgave, »Danserindebrønden«, fjernet fra Kongens Have i København og foræret til Helsingør. Flere af Tegners skulpturer har skiftet omgivelser gennem tiden.

RUDOLPH TEGNER I DAG

Udstøtheden har til gengæld bevirket, at man har de bedste muligheder for at iagttage Tegners livsværk. Museet rummer langt de fleste figurer. Og Helsingør, der kun ligger få kilometer fra »Rusland«, ejer to af Tegners hovedværker.
Det kan være, at den skandaløse tumult der altid overgik ham, i dag er til Tegners fordel. Det er sjældent, at der er så fine muligheder for at se en kunstners samlede produktion og endda placeret i omgivelser vedkommende selv har udarbejdet.
På denne måde er det selvfølgelig Tegners materiale fra start til slut, uden egentlig vurdering af materialets karakter, endsige prioriteret. Og der findes da også arbejder, der formentlig burde have været sat i magasin. Alligevel er denne uformidlethed en del af museets styrke: Den mærker én som tilskuer. Alle disse figurer der står, som var det foreløbige placeringer, side om side. Man går i hvert fald ikke upåvirket fra museet.
Der er noget anakronistisk over Tegners virke, idet han ofte søgte tilbage til ældre stilarter. Det gælder ikke mindst hans senere værker, hvor den ufuldendte gruppe »De blinde« fra 1949-50 bærer tydelig præg af inspiration fra Rodins »Borgerne fra Calais«. I Europa var skulpturen for længst løsnet fra det figurative, ligesom en lang række nybrud havde fundet sted.
Alligevel er der noget forfriskende over Tegners næsten ukritiske brug af teknikker, motiver og materialer. Alene hans stilblanding kan stå til fortjeneste i dag, hvor danske kunstnere har hentet inspiration i Tegners værker.
Hele den »postmoderne« frihed i sammensætning af figurer og stilarter kan risikere at rehabilitere Tegner. En dag vil det måske kunne lade sig gøre - også for et andet kunstmuseum - at præsentere Rudolph Tegners liv og virke.

Rudolph Tegners Museum er åbent medio april til medio oktober, se http://www.rudolphtegner.dk. Statueparken er åben hele året.
Rudolph Tegners Museum og Statuepark indeholder ca 200 skulpturer.
Der er dannet en forening, Tegners Museums Venner, der vil støtte bevarelsen og vedligeholdelsen af museet, ligesom kredsen vil udbrede kendskabet til institutionen.
»Mod Lyset« er Tegners erindringer, skrevet 1942 og revideret af hustruen Elna Tegner 1956. [»Mod Lyset« blev udgivet i 1991, Fogtdal, 267s, og genudgivet i 2005, Aschehoug, 257s.]